74
kenet og uden at sige noget satte sig ved Bordet. Hun ventede hvert Øjeblik, at han skulde spørge hende, hvorfor hun havde staaet og lyttet, og hun følte en isnende Kulde i alle Ledemod ved Tanken om, hvad hun dog skulde svare. Men da han havde siddet en Stund, spurgte han i Stedet for, om ikke Nadveren snart var færdig. Hun foer sammen ved Lyden af hans Stemme, og hun svarede som i Søvne, at Grøden straks var færdig. Disse Øjeblikke kunde hun aldrig faa ud af sine Tanker; hun tænkte paa dem, hver Gang hendes Mand talte til hende, og hun pinte sig med den Mistanke, at han alligevel vidste alt, men at han, lige saa lidt som hun, vilde tale derom.
Altsaa var der da ingen Forandring skét med ham? Han var i Bund og Grund den samme, som han altid havde været. Det var bare en Lejlighed, han havde manglet, for at de gamle Lyster i uhæmmet Fart skulde nedbryde, hvad Aarene og hun havde rejst som en Skillemur mellem ham og hans tidligere Liv. Han var den samme, som han altid havde været, og nu skulde hans Vildskab bryde frem med en Kraft som aldrig før. Hun skulde sé, hvordan den lagde hans og hendes Liv øde, og hun skulde kun kunne staa og sé til. Intet skulde hun formaa at gøre for at holde ham tilbage. Men hun kunde jo tage Livet af sig.
Langsomt gled den Tanke ind over hende, og som en yderste Nødvendighed gennemisnede den hele hendes Krop.
