Side:Fattigfolk.djvu/86

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

78

Kniven, at Skællene føg omkring hende. Hun følte en Slags Vellyst ved at skære Hovederne af Fiskene, som om det var en vis anden, hun mishandlede. Den ene Fisk efter den anden kastedes hovedløs, renset og skrabet i Soldet ved Siden af hende.

Saa pludselig hørte hun Skridt i Nærheden. Man var standset en Dag med Høsletten, fordi det havde regnet den foregaaende Dag. Hun behøvede ikke at sé op. Hun vidste, at det var Malin.

„Skal jeg nu ikke hjælpe vor Mo'r?“ sagde hun.

Stemmen var aldrig forekommen Anna saa sledsk og falsk. Hun nikkede blot til Svar uden at vende sig om. Malin satte sig ved Siden af paa en Sten, tog ligeledes en Fisk af Bunken, og de sad begge en Stund tavse, sysselsatte med deres Arbejde. Konen tænkte paa, hvordan hun skulde begynde. Hendes Hænder rystede, saa hun knapt kunde føre Kniven. Der var som et Slør for hen­des Øjne, saa hun kun dunkelt kunde skælne, hvad hun havde for sig.

„Skal vi rense alle Fiskene?“ spurgte Malin efter en Tids Forløb.

Ved Lyden af Stemmen foer den anden igen sammen. Hun kastede Fisk, Kniv og Brædt fra sig og sprang op.

„Tæve!“ skreg hun og stillede sig op lige over­for hende, dirrende af Vrede. Hun løftede sin Haand, tilsølet som den var af Blod og Fiskeskæl og slog hende haardt i Ansigtet. Hun kunde ikke faa et eneste Ord mer frem.