80
lige hen til ham, idet hun instinktmæssig tørrede sin Kind af.
„Hun har slaaet mig,“ sagde hun med rystende Stemme. „Hun har slaaet mig og kaldt mig for —“
Karlson stillede Høtyven fra sig.
„Véd hun noget?“ sagde han.
„Véd,“ sagde Pigen, „om hun véd! — Hun var aldeles ude af sig og skældte mig ud baade for det ene og det andet.“ „Men det er Dig, som har narret mig,“ fortsatte hun. „Og nu kommer Du til at sé at hjælpe mig. For ellers gaar jeg min Vej, om jeg saa skal blive nødt til at gaa i Søen.“
Karlson saá sig om. De andre var kommet dem noget nærmere.
„Gaa ned til Laden“ — sagde han — „saa kommer jeg bagefter.“
Han blev endnu lidt ved med Arbejdet. Saa sagde han til Karlene, at han maatte gaa et Øjeblik bort, og gik hen imod Laden.
Da Malin var gaaet fra hende, blev Anna pludselig rolig. Hendes Natur var egenlig slet ikke blød og hun kunde taale meget. Men nu havde hendes Forbitrelse været saa stærk, at hun uden at tænke paa Følgerne bare havde givet den Luft. Nu vendte Besindelsen tilbage og med den Tanken om de uundgaaelige Følger af hendes Opførsel. Det gik ikke længere an, som hun tidligere havde gjort, at opsætte den endelige Afgørelse fra Dag til Dag, fra Time til Time. Nu maatte der hænde noget nyt. Hvad det var, det vidste hun ikke; hun
