86
lys Dag. Paa Sengen laa Konen, som hun for lidt siden havde talt med. Den øverste Del af Kroppen var næsten nøgen, Fødderne og den ene Arm var bundne. Ved Sengen stod en lang, grovt udseende Karl, skarpt belyst af Lysskæret. Han holdt hen des venstre Arm i Vejret, mens han med den an den Haand stak hende under det venstre Bryst med en Kniv. Ved Siden af Sengen stod en endnu ung Kvinde med et fint blegt Ansigt og holdt en Skaal under det stærkt rindende Blod. Konen, der stod dér udenfor alene, opfattede alt dette med et eneste Blik. Hun vovede ikke at blive staaende et Minut længere, men vendte om og løb bort, saa stærkt hun kunde, mens de af Regnen opblødte Skørter slog om hendes Ben og i Mørket Grenene fra Træerne ruskede Vand ned over hende, naar hun kom dem for nær paa den smalle Skovsti. —
Næste Morgen trak Skyerne bort for Søndenvinden, og Solen skinnede klart ind gennem Præstegaardens Vinduer, glitrede i Regndraaberne, som endnu sad paa Blade og Græsstraa, og i smaa Vandpytter, som hist og her havde samlet sig i Hullerne paa Stentrappens store, flade Kalksten. Fuglene i Syringhækkene og i de gamle utugtede Lindetræer kvidrede omkap i det smukke Vejr, og henne ved Kæret steg en tynd, let Taage i Vejret, splittedes af Vinden og fløj i lette, uldagtige Totter hen over Buske og Træer.
Pastoren var nylig opstanden. Han stod i sit Vindue og saá ud over det for ham saa velbekendte
