Side:Fattigfolk.djvu/97

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

89

kunde bære mig, og nu har jeg gaaet her og ventet hele Morgenen, til jeg tænkte, at Deres Højærvær­dighed var opstaaet.“

Pastoren spurgte hende, om hun vidste, hvem det var, der havde slaaet Konen ihjæl.

Nej, hun havde slet ikke turdet sé efter noget. Hun var bare løben sin Vej.

„Og Provsten kan vel tænke, hvordan en bli'r, naar man saadan sér, hvad onde Mennesker be­driver. Og det er sandt, som jeg si'er, at det hele Natten er kommet mig for, at jeg hørte hende skrige og saá Blodet, som løb og løb. Og saa tænkte jeg, at det var bedst, jeg gik til Deres Høj­ærværdighed. For jeg syntes dog, jeg maatte tale om det for nogen. Saa fælt som det var.“

Præsten søgte at berolige hende, saa godt han kunde, og bad hende saa om at gaa. Han takkede hende for, at hun havde talt om det, og roste hende for, at hun var kommen til ham.

Han halvvejs skød hende ud ad Døren og sagde, at han skulde sende Bud efter hende, hvis han behøvede at tale med hende igen.

Derpaa raabte han ud, at Frokosten straks skulde sættes paa Bordet. Naar han havde spist, vilde han gaa til Fogden, som boede omtrent en Fjerdingvej borte.

Det Liv, han havde ført i denne afsides liggende By, blandt Mennesker, der ikke handlede og levede paa Basis af Overbevisninger, men drevne af In­stinkter og Omstændigheder, havde givet ham en