126
En Aftenscene.
den; uagtet hans Foredrag strengt og bestemt holdt sig til dette Ene, saa forekom det mig dog, som om jeg i hans Tone og Holdning og i den hele Form kunde spore en Bihensigt; men hvis sande Natur endnu var mig dunkel. — Da han nu tilsidst taug og med et mildt, roligt Smil ventede paa, hvad jeg vilde sige, saa svarede jeg ham vel med den Ærbødighed, jeg virkelig følte for ham, og med den Agt, enhver god Christen skylder en anderledes Tænkende, hvem han ikke bør forarge, men dog tillige med en saadan Bestemthed og en saa kraftigt og klart udtalt fast Villie, at den gamle Mand vel maatte forstaae og indsee, hvorledes der hos mig i denne Henseende Intet var at udrette.
Han forblev taus nogle Øieblikke; derpaa begyndte han atter: „Velan, min Søn! jeg vil ikke fremdeles ved mine Beviser søge at rokke Din Tro, som Du holder saa fast paa, som paa det eneste rette Livs-Anker; jeg vil ikke videre forsøge paa at oprykke den Plante, som synes alene at give Din Udødelige Sjæl Næring, uden med fuldkommen Bestemthed at kunne overbevise Dig om, at den Plante, jeg formaaer at sætte istedet, vilde blive Dig det eneste sande Livsenstræ. Naar jeg nu tilsidst faaer sagt Dig, hvad jeg maa og skal sige, betænk saa selv, hvad Du har at gjøre!”
Her standsede Don Athanasio et Øieblik, betragtede mig med tankefuldt Blik og ridsede, med nedbøiet