10
Skriftestolen.
er det, som de franske Damer kalde passer ses caprices! Tilsidst bad hun da meget gracieust om Absolution i Forveien — det er saa beqvemt! — og — hun fik den. Hvad synes Du, min Sjæl! om Alt dette?” sagde Marchesen, idet han reiste sig fra sit rædsomme Sæde, hvor al Bevægelse var svundet.
„Nei,” vedblev han i en spøgefuld Tone, „vore gode Præster ere altfor føielige — at sige i Almindelighed! — thi vor gamle Don Gregorio vilde nok ganske anderledes have taget Dig i Skole, hvis Du —” fortsatte han, medens han langsomt lagde Hovedpuden tilbage paa sit Sted og slog Teppet tilside. Det var Architecten Giulio Balzetti; han aandede ikke mere.
„Har Du nylig været i Skriftestolen min Laura?” spurgte Marchesen.
Der kom intet Svar.
„Nu staaer min Engel vist igjen med Knappenaale i Munden, og jeg har dog saa tidt tryglet Dig om at lade det være! Er det længe siden, Du var til Skrifte?” gjentog han med forstærket Stemme.
„Nei!” svarede den unge Frue med halvqvalt Røst.
„Apropos!” sagde Marchesen, idet han dækkede det græsseligt fordreiede og blaae Ansigt til med Teppet, „vi følges vel ad til Kirkefesten i Dag? Præcis ved Middag begynder Processionen, og da lader jeg spænde for. Vi maae ikke forsømme det.”
