18
En Hevn.
Haanden, bleg og forstenet, knappede sin Jagt-Uniform op, stak begge Tommelfingre ind i Vestens Ærmegab og betragtede hende nogle Øieblikke med — man kunde næsten sige — glubende Øine, medens et fælt Smil bævede Under de sorte Mustacher.
„Naa da! det kan jeg lide, min smukke Cousine!” begyndte han i en insolent Tone, „saa De holder nok af min Faders Louisdorer? De vilde saadan saa smaat forsyne Dem? Ikkesandt? — Men veed De nu ogsaa, hvad dette gjelder? Seer De, jeg lader nu strax spænde for; De maa gjøre en lille Sviptuur hen til Birkedommerens. Vær ikke bange! De reiser ikke alene; jeg følger med og Jørgen ogsaa. Vi To have jo seet Alt, og et Par Vidner ere saa aldeles rigtigt paa deres Plads ved et Tyvsforhør!”
Den unge Pige skjelnede ved dette Ord, men saae ikke op.
„Hvor snildt bar De Dem ikke ad i Eftermiddags for at faae denne Nøgle, hvor nemt fik de den ikke skilt fra det øvrige Knippe, som min Fader nu troer at bære fuldtalligt i sin Lomme, stakkels Mand! Men jeg saae det! De er ikke rigtig behændig!”
Som ved en fortvivlet Kraftanstrængelse vilde Frøkenen lægge Guldet fra sig paa Secretairens Klap; Rullen trillede paa Gulvet.
