45
Et Hjertes Gaade.
Forstmesterens Bolig, der laae tæt ved Udkanten af Skoven. Fra Skovfogdens Huus var der hurtigt sendt Bud efter en Læge og Birkedommeren.
Udenfor Haugestuen i Forstmesterens Huus, under et stort, skyggefuldt Kastanietræ sad Fru v. G. med sit Sytøi paa Skjødet; paa en rund Græsplet, i hvis Midte en gammeldags Solskive stod, tumlede sig to smukke Børn og legede med en gammel Gedebuk; Drengen omtrent ti Aar, og den lille Pige henved otte Aar gammel. Deres livlige Støien bragte af og til Moderen til at hæve det sænkede Hoved, og Aftensolen saae da eet af disse blege, høitidelige, man kunde næsten sige, strenge Ansigter, hvis tilsyneladende Kulde saa let forleder en mindre Klartseende til en overilet Dom. Her, alene med sig selv, lod hun sine mørkebrune, melancholske Øine med usigelig, næsten veemodig Glæde hvile paa de Smaa og følge deres flagrende Flugt. Men hendes Hjertes stille Fryd, alle de fredelige Tanker, det husede, skulde snart og for evig opskræmmes og flygte; thi ind ad Haugeporten traadte just nu den Ældre af de to unge Forstelever og nærmede sig til det Sted, hvor hun sad.
„Hvad bringer De, Herr v. W.?” sagde Fruen noget forundret, medens han taus satte sig paa en Haugestol foran hende, „det seer jo ud, som om De