64
Et Hjertes Gaade.
vilde mit Vel. Af Mandfolk kjendte jeg meget faa, og at min Brudgom var gammel, var mig saa lidt til Anstød, at det endog gav mig freidigere Mod til det Skridt, der forestod mig. Naar jeg tænkte mig ham, som en Mand med stor Livserfaring med en Mængde Kundskaber, med den fineste Dannelse, som jeg var berettiget til at vente hos den, der havde gaaet en saa lang og bevæget Livsskole igjennem, saa følte jeg en saadan Ro, en saadan Tillid, et saadant Haab om Beskyttelse og kjærlig Underviisning for mit tilkommende Liv, at jeg med en Art af Medynk saae hen til mine Veninder, der paa samme Tid som jeg forlode vort, Barndoms Asyl for at dele Verdens og Livets Glæder og Trængsler med en næsten Jævnaldrende.
Men jeg saae ham, og jeg blev hans Kone! Lad mig ikke beskrive Dig hans frastødende Udvortes, ikke hans rædsomme Sygelighed. O, jeg veed det, havde han været god og from imod mig, jeg kunde have hengivet mit Livs Ro, Alt for at lette ham disse gruelige Byrder; jeg kunde have pleiet ham Nat og Dag Uden at trættes; thi mit Hjerte er blødt og stærkt. Men han var slet; og han dræbte selv fra første Færd enhver blid Bevægelse i mit Hjerte for ham. Han blev min Tyran, uden nogensinde at have forsøgt, om jeg dog ikke fortjente en bedre Behandling. Hans grændseløse Gjerrighed nægtede mig enhver lille Glæde, enhver ube-