Spring til indhold

Side:Fire Noveller.djvu/86

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

74

Et Hjertes Gaade.

Videnskab eller Kunst, men for hans private Glæder og Sorger og ret gaaer ind deri, som en Gjengjeld for den Glæde, Opmuntring eller Belæring, hans Evner og Duelighed har forskaffet Dem, — veed De saa, hvad en saadan Herre tænker? Han tænker ved sig selv: Hun er forelsket i mig! og siger siden enten med et tvetydigt Smil eller med utvetydige Ord høit til sine Kamerater: „naar jeg vil, saa tilhører hun mig,” — at sige, dette oversat fra et meget drøiere Sprog, som jeg i Deres Nærværelse hverken kan eller vil betjene mig af. Thi saa uskyldig, som De selv veed, at Deres Fremgangsmaade er, saa lidt forstaaer en Mand i Almindelighed at vurdere den; han tilskriver Alt sin egen Persons Elskværdighed. De siger, at De ikke vil være anderledes, og at De viser Dem, som De er? Jeg vover at benægte det; De er egentlig langt bedre, end De i disse Tilfælde viser Dem, og i Grunden kunde disse Herrer fra en vis Side betragtet være noget undskyldte! — Og hvor ofte, Deres Naade! har De ikke selv maattet erkjende, at de har taget feil? Var da i Begyndelsen Deres Begeistring — som De kalder det — overilet og overdreven, saa var Deres Modbydelighed det siden, ved nærmere Betragtning, ikke mindre; Deres Daddel kjendte da ingen Grændse. Og kan nu virkelig de faa Øieblikkes Begeistring — naar det endelig skal hedde saa — kan den godtgjøre Dem den Smerte,