76
Et Hjertes Gaade.
Han taug, som om han ikke havde hørt, hvad jeg sagde, og betragtede mig med et saa underligt, gjennemtrængende Blik, at jeg ogsaa forstummede Endelig svarede Han lang Tid efter: „Et Tørklæde kan vel gjøre samme Gavn, Deres Naade!” og tilkastede mig, uden at reise sig, sit hvide Battistes Tørklæde.
„Ha!” raabte jeg, idet jeg greb det i Luften, „Sultan! er jeg Deres Slavinde?”
„Min Slavinde?” sagde Han, „ak, jeg ligger jo sønderknust for Deres Fod!”
Jeg stod et Øieblik som forstenet, som beruset og troede neppe mine egne Øren; thi Han sagde denne tilsyneladende fade Compliment med en Stemme, der fortolkede den, saa blød og inderlig, med et Smil saa elskeligt, med et Blik fra de sorte Øines Dyb, saa sværmerisk, saa henrivende! Jeg vaklede, det glimtede for mine Øine, jeg lod Riffelen falde, og glemmende Alt paa Jorden og i Himlen, sank jeg paa Knæ i Græsset, trykkede hans Knæ til mit Bryst og kunde af mit overstrømmende Hjerte ikke frembringe andre Ord end: „O, Du mit Liv, Du min Sjæl!”
Han reiste sig halv op; Han var bleg og en Taare glimrede i Hans Øie. Med et Udtryk, som jeg aldrig glemmer, smeltende og dog saa mandigt, sagde Han sagte: „Ja, Du har sagt det, Beate! mit Liv er Dit!
