Side:Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/102

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— 86 —

Øret: Du er Digter, er vittig og lunefuld. Herre Gud! man maa jo sige Noget til den unge Forfatter, der læser sit Arbeide op, men Du skulde kun høre, naar Du saa er gaaet. Den mildeste Dom er: det er et ganske godt Menneske, men han har den ulykkelige Idee, at han vil være Forfatter."

"Og den strængeste Dom!" udbrød jeg, "hvad er den? — jeg er beredt paa Alt, ...."

"Hm!" begyndte hun med et fælt Smiil, "spørg ikke derom, gaa i Dig selv, ellers er Din Ende Fortabelse. Satan har maaskee alt Prioritet i Dig for Din Fodreise; ja jeg har allerede hørt smaasnakke om Dit onde Hjerte. Tag Dig i Agt, Sønneke! Dig vipper man let af Pinden. —"

"Ak!" sukkede jeg hos mig selv, "St. Peder maatte heller have ladet mig blive indenfor Porten, end at jeg skulde komme i denne Elendighed. Rigtignok var det jo ganske romantisk at ende som Bajazet eller, for at bruge et indenlandsk Exempel, som Norkros, i et Fuglebuur; men jeg følte mig dog en Smule formeget geneert.

"Vær Du nu kun lidt fornuftig," begyndte den Gamle, "og vi skulle da nok komme ud af det. Havde jeg blot itide faaet Dig ind paa Børsen, som var min Hensigt, saa skulde Du aldrig have begaaet disse mange Luftspring; men nu skal jeg tage Dig hjem og i 20 Aar ...."

Jeg hørte ikke mere, det sortnede for mine Øine, og jeg var en Afmagt nær! — Rask marcherede hun afsted