— 87 —
med mig, og jeg mærkede, at hun tog Veien henimod Søen, ethvert følende Hjerte kan nok tænke, hvorledes jeg maatte være til Sinds. Tusinde Ideer om at slippe løs krydsede mig igjennem Hovedet, men som de opstode, bleve de strax igjen forkastede. Da huskede jeg tilsidst paa den russiske Digter, der saa gjerne læste sine Digte for alle Mennesker, men da de derfor flyede ham som Pest, saa han ikke længer havde en eneste Tilhører, gav han sin Sjel til Fanden, men da denne gode Mand havde hørt ham i to Aftener, tog han, paa den tredie, Flugten igjennem Skorstenen og lod sin Hale i Stikken, da Poeten vilde holde ham ved den.
"Havde jeg dog nu alle mine Ungdoms Tragoedier," sukkede jeg, "da skulde jeg nok gjøre hende kjed af mig! Læse af Fodreisen faldt mig slet ikke ind; den var jo ogsaa alt for ny, til at jeg ikke selv skulde synes godt om Et og Andet. Jeg grundede nogle Øieblikke; da forekom det mig, at min Stilling ganske passede sig til, at jeg sang den unge Munks Længsel, der bag Klostermuren sukker efter den gyldne Frihed. Jeg tænkte mig selv i den brune Kutte, hvor jeg stod ved det lille Vindue og stirrede ud i Aftensolen. "Ak!" sukkede jeg og begyndte at qviddre i mit Buur.
Munkens Længsel.
"Atter, atter er en Dag da svunden,
Atter er en Dag af Livet tabt;
Modløs staaer jeg her i Aftenstunden,
Kun for Taarer blev jeg Arme skabt."
