Side:Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/104

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— 88 —

"Ei, syng dog ikke den gamle, kjedelige Vise!" udbrød Gouvernanten, "den har jeg hørt af saa Mange, og det baade paa tydsk og dansk. Det er kun forlorne Følelser, som alle Smaa-Poeterne komme med. Det skal nu være saa smukt at være ulykkelig; man troer hvert Øieblik, de gaae hen at hænge sig, og saa spise og drikke de dog godt, og gad gjerne leve et Par hundrede Aar endnu.

Men jeg hørte hende ikke og vedblev:

"Disse Mure, som af Tiden graane,
Natlig skuet har min bittre Qval,
Disse skal mig see i Døden blaane,
Først bag Graven naaer jeg Livets Dal."

"Ih fy Barnlille!" skreg Gouvernanten, "hvor de Vers ere haarde at fordøie. Themaet er gammelt og Variationerne forslidte!"

Hun vilde endnu sige mere, men jeg overdøvede hende med min Sang.

"Modløs staaer jeg her bag solbrændt Rude,
Stirrer ud i Aftnen sorrigfuld.
O hvor deilig smiler Alt derude,
Aftnens Skyer funkle jo som Guld.
See, hvor over Søen rask en Snække
Flyver til den fjerne, fjerne Strand.
Hist staaer sneebedækte Bjergerække.
O, bag den er Haabets Trylleland!"

Det fik vi da en "purpureus pannus," udbrød hun, "men dril mig ikke! — Troer Du ikke, jeg før har seet Salis's Vandmalerier, og kikket i Matthissons Perspectiv! Gud frie os fra alle Copierne! — "Og Du,