— 89 —
dril mig ikke, eller ...." og her hævede hun sin Stok. Jeg vedblev:
"Hyrdefløiten toner hist fra Fjeldet,
Tonerne hensmelte i min Sjel;
Nede, seer jeg, hist ved Kildevældet
Sidder Hyrden med sin Brud i Qvel.
Blomster dufte rundt omkring de glade,
Himlen, over dem, er klar og blaa;
Fuglen synger under Egens Blade,
Sikkert de dens Toner kan forstaae."
"Ja, jeg skal give Dig at forstaae!" skreg hun med gnistrende Øine. "Vil Du tie Du elendige Fugl!" klask! klask! hvor gik det ikke over min Ryg. — Hurtigere strømmede Blodet gjennem alle mine Aarer, og med et ubeskriveligt Udtryk sang jeg:
"O hvad er det, som i Hjertet stiger,
Hvad er det, som banker i mit Bryst,
Som bestandig mod det Fjerne higer,
Og mig martrer i sin vilde Lyst.
Selv for Templets Altar maa jeg kjæmpe,
Mod den Længsel, som fortærer mig.
Ak jeg kan dog aldrig Flammen dæmpe!
Himmel styrk mig, jeg paakalder Dig!"
"Nei, Du Djævle-Unge!" skreg hun, "tie! "tie! eller jeg lader Dig styrte i Din egen Elendighed!"
Hun fik hæftige Krampetræk, søgte forgjæves at stoppe Bomuld i Ørene, medens jeg fortsatte min Elegie.
"Himmelkloder, som i Natten blinke,
O I trylle Haab og Veemod frem.
Lig et Englechor, I Aanden vinke
Gjennem Døden til sit Fædrehjem.
