— 90 —
Da skal jeg den hele Verden skue,
Dale, Bjerge, Byer, Mark og Skov;
Bade mig i Lysets rene Lue,
Juble høit min glade Priis og Lov!"
"Ulykkens Barn!" skreg den Gamle, "nei der er Intet at gjøre af Dig. Du er ganske incurabel, den gysel ge Genie-Feber har for evig befænget Dig!" — Jeg svarede Intet, men begyndte forfra igjen paa min Sang. Otte Gange holdt hun den endnu ud, men da jeg begyndte den niende Gang, lod hun Buret staae og løb sin Vei, idet hun mumlede af ars poetica:
— certe furit ac velut ursus
objectos caveæ valet si frangere elatros.
indoctum doctumqve fugat recitator acerbus.
Jeg var atter fri — forsaavidt man kan være det i et Fuglebuur: efterat jeg nu i en passende Tid havde udtrykt min unævnelige Glæde, begyndte jeg at tænke over, hvorledes jeg skulde slippe ud. Jeg dreiede mig paa kryds og paa tvers, forsøgte alle Kunster, men det var umuligt at slippe, dersom ikke "en ängel eller ann bra karl," som Kellgreen siger, kom til og udenfra hjalp mig bort. — Med dyb Længsel sad jeg i det snevre, lille Buur og stirrede paa Stjernehimmelen over mig og Sneen rundt omkring mig; Utallige Phantasie-Billeder begyndte deres luftige Dandse, for saaledes at fordrive mig Tiden; men det var saa utaalelig koldt, at de snart fik Frost i Hæl og i Haand og tilsidst reent frøs ihjel. — Det lod til, at hverken St. Peder eller "en ann bra karl"
