— 91 —
vilde paatage sig en Amagers Skikkelse og hjælpe mig. Aldrig har jeg følt mig saa elegisk stemt som den Gang, min Mund strømmede over med Elegier endnu værre end Adresseavisen, men i hvor varme de end kom fra Hjertet, frøs de dog strax til Iis; der kan man see, hvad en kold Omgivelse kan gjøre.
Med eet — jeg begreb ikke hvorledes — stod der en gammel Mand med Stok i Haanden og Tornister paa Ryggen tæt foran mig. — Det saae ud til en Jøde, der drog om med sit Kram; ihvor bange jeg end var for det baseliskagtige Blik, hvormed han betragtede mig, vovede jeg dog at bede ham om Hjælp. Med utrolig Hurtighed aabnede han det ulykkelige Buur, og i samme Nu fik jeg den Tanke, at det maaskee var Fanden, der under en ny Skikkelse kom, for at plage mig. Dog ham var det ikke, men en anden lige saa berømt "Overalt-og-ingensted." Paa mit Spørgsmaal om hans Navn gjorde han en dyb, østerlandsk Bøining.
"De Lærde kalde mig paa Latin judæus immortalis," svarede han, "i Frankrig hedder jeg le juis errant, og i Danmark ....."
"Jerusalems Skomager!" udbrød jeg og trykkede begge hans Hænder i mine.
"Ja det er mig," svarede han; "mit Døbenavn er ellers, som bekjendt, Ahasverus."
"O søde, velsignede Mand!" skreg jeg af Glæde, "De kan aldrig troe, hvor det Møde glæder mig! Gud give, jeg havde truffet paa Dem noget før; hvad kunde De ikke have været mig!" Jeg fortalte ham nu,
