Side:Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/108

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— 92 —

hvorlunde Forfatter-Djævlen var faret i mig, hvad jeg havde seet og oplevet paa min Reise o. s. v.

De var just den Mand, der især kunde hjælpe mig! disse Micromegasser og andre høie Personer kjende kun lidet til en stakkels Poets Lidelser og spidse ham derfor kun af med smukke Ord. "Vor Jord er saa fordigtet" siger Wilster, som de formodenlig kjender:

"Der er ei Blad, ei Blomst, ei Siv,
hvorved der jo er daanet.
Ei Barnet selv i Moders Liv
Er for Poeter skaanet."

"Satan, som nu er saadan en allerkjæreste Person i et Eventyr, har været meer end nok i Verden, selv hans Papirer ere udkomne. Faust har baade Göthe, Lessing, Mahler Müller og Klinger havt Fingre paa, saa jeg veed ingen heldigere Person end Dem. Ak! hvo der dog havde Deres Erfaring; saa behøvede man kun at lære det gamle Tidsrum i Kalls Verdenshistorie og kunde da godt gaae op og faae sit Præ derfor til Artium. Men jeg siger Noget! De maa jo perfect kunne de gamle og de nye Sprog. Gaa De op til Examen, De er istand til at ende som Bisp i Ribe.

"Ædle unge Mand"! udbrød Ahasverus, "De har et følsomt Hjerte, men Bisp i Ribe" … han taug, stirrede mørkt hen for sig, men græde kunde han ikke.

"O vær ikke taus"! udbrød jeg efter nogle Øieblikke; hvormegen Menneske-Kundskab kan jeg ikke vinde i en halv Time i Deres Selskab. O, tal! vi ere jo begge