— 96 —
for mig; men hvad gjør ikke en Forfatter for sin Læsers Skyld, jeg indgik Coutracten, og Manden trak Støvlerne af, efter at have leveret mig dem, lagde han sig ned og pillede min Skygge op, som han ganske forsigtig rullede sammen og puttede i sit Tornister; ihast trak jeg Støvlerne paa, og Tanken flagrede allerede som Gesandt ud over den hele Verden. Mod Nord skulde min første Vandring gaae, derpaa vilde jeg vende mig mod Øst, skræve over den botniske Bugt ind i Rusland og derfra imod Syd, for at see lidt ind til Grækerne; jeg kunde maaskee være istand til, ligesom mange Andre, at vinde et Navn for dette intetsigende Besøg paa Morea. Fuld af store Planer og Forventninger hævede jeg det ene Been, skravede nu ved Støvlens Hjelp hele hundrede Mile Nord paa; men ulykkeligviis havde jeg ikke beregnet Norges vestlige Beliggenhed, thi jeg stak Foden dybt ned i Nordsøen. saa Støvlen blev fuld af Vand, og jeg maa takke min Gud, at jeg standsedes i Farten, ellers havde jeg kunnet være istand til at gaae til Bunds i Nordsøen; ligesaa hurtig altsaa, som jeg satte Benet ud, ligesaa hurtig trak jeg det nu ogsaa tilbage og havde nu saaledes giort mig bekjendt med Nordhavet uden at have fløttet mere end een Fod fra Amager; for nu ikke at geraade mere i en lignende Stilling vendte jeg mig mod det store landfaste Tydskland; der var jo dog Noget at træde paa; forsigtig skrævede jeg nu hen over Østersøen, Elben, Weser, Mainz og Donau lige ned i en Skorsteen i en af Kongeriget Bayerns Stæder. Hvad det var for en By skal jeg ikke kunne sige, thi jeg fik ikke Stunder at
