— 99 —
vendt paa to Unge Misser, der sadde paa Taget. Jeg kan tænke, at det var lærde Damer, der bivaanede Forelæsningerne.
Baade Luften og den Gamles Tale var mig for iiskold til, at jeg kunde holde det ret længe ud her, og da jeg nu mærkede Stalddøren paa Klem, kunde jeg ikke modstaae Fristelsen at træde ind i det lune Huus. En heel Verden aabnede sig for mig. Hvilket broget Selskab af to- og fiirbenede Herrer og Damer omgav mig ikke her. Med Liv og Lethed flød Talen, man gik fra Gjenstand til Gjenstand, Æmnet vexlede bestandig uden mærkelig Overgang. Det faldt mig ind, som det ofte er gjort, naar jeg har været i et stort Menneske-Selskab, hvilket broget Stykke det dog vilde blive, dersom den hele Selskabs-Snak dannede sig til en synlig Væv. Hvilken Afvexling vilde der ikke være! Fra Theater-Recension springer man til Politik og fra denne igien til Ubetydelige Hverdagsbegivenheder, og Alt lige levende, Alt behandlet med lige Interesse, skjøndt Overgangene ere umærkelige. Det lod ellers til, at ingen af Selskubet mærkede min Ubetydelighed, og saaledes kunde jeg da des friere gjøre mine Iagttagelser. Allerede tæt ved Døren blev jeg i en Krog en ung Kat vaer, der spillede Magnetiseur med en lille Muus; det arme Pigebarn var ganske i hans Kløer; med vellystige Blikke stirrede han paa hende, og før jeg kunde komme til Hjælp, var hun slugt i et Bid. Der kan man see, hvor farlig den dyriske Magnetisme er for unge Pigebørn. Efter fuldendt Mesterstykke traadte den unge Doctor atter frem og blandede sig imellem det
