— 103 —
merede Jeanne d'Arcs Monolog med en saa tragisk naturlig Anstrængelse, at Vandet løb hende ned af Øinene.
Den unge Hest udbrød i enthusiastisk Vrinsken, sprang frem paa Bagbenene og improviserede med dyb Betydning til den unge Gjæsling et Digt:
Roserne og Stjernerne.
Jeg veed to Stjerner saa klare, saa blaae,
Deres Lige jeg aldrig paa Himmelen saae.
Jeg veed lo Roser, saa smukke for sandt,
Deres Lige jeg aldrig i Haverne fandt.
Nys faldt fra hine Stjerner en Dug saa hed,
De klare Taarer trillede paa Roserne ned,
Da lued' doppelt herlig de Rosers Skjær,
De Stjerner og de Roser, de bleve mig saa kjær!
Ak! kan jeg dem ei eie, at kan jeg dem ei faae,
Hvad er da alle Stjerner paa Himmelens Blaa!
Paa Jorden er ei Blomster, som hine Roser to,
De Stjerner og de Roser, de røvet har min Ro!
Han taug og stirrede med Selvtilfredshed omkring sig for at modtage sin Hyldest; alle Gjæssene, selv de gamle, sloge undseelig Øinene ned; dog snart grebe de igjen Traaden fat, bedømte Alt med deres smaa Hjerner, bagtalede og vaasede saa godt, som i noget Theeselskab. Det var ret lysteligt at see, hvorledes det qvindelige Personale kroede sig med deres Halse og bildte sig ordenlig ind at være Mennesker, fordi de gik paa to.
"Gid jeg nu havde Cornelius von Tütz's microskopiske Glas," tænkte jeg. Enhver erindrer nok fra Hoffmanns Meister Floh, hvorledes at han, efter at
