— 108 —
Knive; det er Utroligt, hvor skarpe de vare. — Jeg lagde ogsaa Mærke til nogle gamle Critikere, der bleve tillavede som Fisk; Kjødet, sagde de, var meget sødt, da de i Oververdenen havde givet al deres Galde og de onde Vædsker fra sig, —
Fra Kjøkkenet vendte jeg nu Øiet til et stort, hvælvet Sideværelse, der var indrettet til Skole. — De arme Skribenter, som her paa Jorden havde skrevet Lovtaler over Folk, som ikke fortjente det, sadde som Disciple, spændte paa smaa Pinebænke og maatte construere og analysere deres egne Værker, og hvergang de kom til en Usandhed, dandsede den gloende Jern-Ferle paa de alt mørbankede Rygge.
Hos Holberg viser Fanden sig i en Kjøbmands Skikkelse, med Horn i Panden, men her havde han paataget sig en Skolemesters. Han saae fæl ud. Haarene stode børstede og uredte om det blaarøde Ansigt; Øinene spillede i det Grønne. En kold Gysen foer igjennem mig; jeg stod jo lige over hans Hoved, var nu Glasskorpen bristet, saa var jeg styrtet ned og var bleven spiddet paa hans gloende Horn. Lystig slog han omkring sig med ægte Skjeldsord og haltende Vittigheder. Med eet saae han i Veiret og blev mig vaer, og i samme Nu hævede han sin ene Arm, der forlængede sig, til den naaede Glashvælvingen, hvorpaa jeg stod; jeg syntes at føle ham kildre mig under Fodsaalen; mit Blod bruste i Feberhede, og i Fortvivlelse skreg jeg: "Gud frie mig fra Satans Kløer!" og styrtede nu afsted, saa Brillerne nær vare faldne mig af Næsen.
