— 109 —
Allerede var jeg kommen et godt Stykke henimod Stranden, da det med eet begyndte under begge mine Been: "knisk, knask, knisk, knask." Nu gaaer da Glasskorpen, tænkte jeg, gav mig Gud i Vold og vilde dumpe; men jeg stod stille og hørte en ganske ynkelig Stemme sige: "ogsaa Dit eget Jeg kan Du letsindig søndertræde?"
Jeg saae ned til mine Fødder og bemærkede da, at jeg stod midt i nogle gamle Potteskaar, som jeg endnu mere havde søndertraadt.
"Du stirrer paa mig," begyndte det igien, "begriber ikke Dit eget Jeg. Ja det er den ulykkelige Mangel paa et rigtigt Blik ind i de Gamle. Du har ingen Logik; har ikke studeret Philosophernes Værker. Kjender ikke Platos το ον, hverken det absolute eller relative. Lystig flagrer Du Livet igjennem og træder nu paa Dit eget Hjerte."
"Nei det var rigtignok lidt mere, end jeg havde drømt om, at et Potteskaar kunde holde saadan en Tale.
"Kjender Du mig da ikke?" begyndte det igjen, "for tolv Aar siden vilde Du have ømmet Dig, dersom nogen havde traadt saaledes paa mig, som Du nu træder. Kjender Du da ikke Dit eget Jeg?"
"Mit eget Jeg!" udbrød jeg ganske forskrækket og saae ned paa den søndertraadte Potte.
"Veed Du da ikke," begyndte den, "at det menneskelige Legeme uddunster saaledes sine Dele, at om syv Aar er dit Legeme et ganske andet end nu. Disse Uddunstninger danne sig igjen til andre Legemer, der spille en ny Rolle i denne evig foranderlige Verden. Føler Du Intet? Ingen Sympathie? — Jeg var dog engang
