— 111 —
af Søen en lang, sort, mandlig Skikkelse, der sad paa nogle store Kampestene. Jeg hørte ham halv synge, halv declamere, omtrent som Choret i de Gamles Tragoedier; Bølgerne og Vindene vare hans Orchester, og jeg — som det lod til — hans eneste levende Tilhører. — Med langsomme Skridt nærmede jeg mig ham, medens han sang:
"Verden er et Perspectiv, Himlen Foderalet,
Maanen staaer som Kikkehul, naar først Sol er dalet.
Aander løbe til og fra, kikke gjennem Hullet
Hele Jorden see de da i Facon af Nullet.
Engang blev jeg meget syg, blev magnetiseret,
Ud af Krop og Foderal Sjælen dessertered',
Kom hiin Side Himlens Blaa, fandt strax Maanens Skive,
Kikked' ned, ak hvad jeg saae, kan jeg ei beskrive.
Jorden dreiede sig selv, viste alle Kanter,
Var del skrevet, hvad jeg saae, blev det Folianter.
Ak hvor Folk var bitte smaa, selv de raske Fyre;
Skjøndt de reiste sig paa Taa, var' de som en Myre.
Hist jeg saae en rigtig Krig mellem tvende Stater,
Mennesker man leged' med, som med Tinsoldater. — —"
"Et glædeligt Nytaar!" afbrød jeg, thi Manden begyndte at interessere mig. Han saae paa mig, ønskede mig det Samme; men til min store Forundring førte han sin Tale i de famme rimede Vers, hvori jeg først havde hørt ham synge sit Recitativ.
Hvem kunde det være? Ham maatte jeg lære at kjende noget nøiere. Jeg sagde ham mit Navn, vilde fortælle ham om min Fodvandring, men til min største Overraskelse vidste han Alt paa det Nøieste. Paa hans Spørgsmaal, hvad jeg nu videre vilde tage mig for, da
