Side:Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/128

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

— 112 —

jo Reisen var endt, om jeg vilde vende tilbage eller gjøre et Saltomortale ud i Østersøen tilstod jeg ham ærlig, at jeg havde den største Lyst til at faae et Sø-Eventyr ind i min Reise. Da smilte han ganske forunderlig og spurgte — altsammen paa Vers — om jeg ikke ligesaa gjerne gad have et Eventyr fra Havets Bund; skjøndt jeg rigtig nok ikke vilde træffe Meget der, som ikke var mig bekjendt her paa Landjorden. Jeg yttrede ham min levende Interesse for at faae Nyheder fra det andet Element; han smilede, bød mig sidde ned, idet han snakkede om, at Posten kom vistnok ikke de første ti Minutter; jeg begreb ikke et Ord; Manden blev mig mere og mere uforklarlig; endelig begyndte han da sit Eventyr, som rigtignok forekom mig noget af det Forunderligste af Alt, hvad der endnu var mødt mig paa min Amager-Reise. Hvad Resultatet blev, fik jeg siden at vide.




Tolvte Capitel.

Dykker-Klokken.


Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maa græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.