Side:Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/135

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— 119 —

imellem hverandre. Paa Forsædet sad den lange, magre Død som Postillon og grinede fælt med sin brede Mund i Maaneskinnet — Over Skulderen hang et stort Jægerhorn, som han af og til stødte i, og om den nøgne Dødningpande flagrede en hvid, alenlang Nathue, hvori han havde strikket en dunkelgrøn Cypresgreen som Seierstegn. Med eet holdt han stille. Hvilken Stirren og Murren var der ikke, alle Passagererne snakkede i Munden paa hverandre, og hver i sit Tungemaal, men alle paa Vers, kun med et forskjelligt Versemaal efter deres særegne Characteer. Jeg begyndte at faae en Anelse. Jo den var ganske rigtig; min poetiske Person gav mig et Nik, hoppede ind i Vognen til nogle nysselige Pigebørn, Skade at de vare saa blege, og snart mærkede jeg da, at Personen var druknet paa Søen denne Nat og havde derfor, som et fredeligt Spøgelse, sat sig ved Strandbredden, til den store Extra-Post kom, for at han med denne kunde komme over Grændsen. At de alle talede Vers, begreb jeg snart, det var det første Skridt til aandelig Fuldkommenhed. Idet jeg saae paa dem, kom der to qvindelige Spøgelser løbende alt hvad de kunde efter Vognen. De havde sværmet formeget denne Nat, forglemt Tiden og vare nu bange for ikke at slippe hjem til Hanegal. Meget veemodig bade de om at kjøre med som blinde Passagerer, og Døden tillod dem at hænge bag paa. Derpaa vendte han sig til mig og bad mig være saa god at skynde mig lidt, for han havde ikke Tid at vente.

"Om Forladelse!" afbrød jeg ham ganske forskrækket