Side:Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/137

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— 121 —

vare satte i en bestandig Bevægelse. Hver larmede paa sin Maneer; den Ene, som den Anden. Hist stod en Helgen med en deilig Papiirs-Glorie, her vare silkeklædte Pariser-Damer med fine Pap-Hoveder. I en stiv, beskaaren Allee omfavnede to Personer hinanden; jeg tænkte paa Chodowiekis Tegning, og vidste da nok, at det var Venskab. Sorgens sorte Spyfluer fløi saavel under den Riges malede Løfter, som under Armods røgede Bjelker, og paa det lille Skridt mellem Vugge og Grav kritiske Broderen det bankende Broderhjerte. Lystig gik Tidens store Mølle, "knæk, knæk," og styrtede alle Pyramider og stolte Babeltaarne.

"Nu, Barn!" begyndte Døden igjen, "har Du betænkt Dig? Kast nu et lille Øie ind i Vognen, Du faaer broget Reiseselskab; see Dig kun omkring, men vær hurtig; naar Ganen galer, gaaer det fort i susende Galop."

"Kjør bare ikke, medens jeg staaer paa Vognen," bad jeg, der kunde jo let spilles mig et slemt Puds. Det var dog noget voveligt at klattre op, men hvad gjør ikke, som før er sagt, en Forfatter for sin Læser. Jeg vovede et Forsøg, besteg Vognen og traadte ind i en heel lille Verden.

Lystige Børneklynger, Ynglinger og Piger, Oldinger og gamle Matroner, hentede fra alle Riger og Lande, omgave mig. Hver talede, som sagt, i sit Versemaal; Heltene havde valgt Hexametret, den simple Pøbel bragte den femfodede Iambe. De lystige Passagerer jublede i raske Dithyramber og de gamle, stive Damer talede Fransk paa velklingende Alexandriner. Nærmest ved mig sad