Side:Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/140

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

— 124 —

egne Øine kunne see det store Experiment, som kan sætte Griller nok i Hovedet; thi tænke vi os den store Masse, der har existeret fra Evas Tid, kunne vi ikke andet end beklage de arme qvindelige Engle i Evigheden; thi rimeligt er det jo, at de ogsaa der holde sig til det smukke Kjøn, men maaskee, som jeg troer, gjøre de et saa stort Spring i aandelig Cultur, at de spille et Slags Cicisbeo, kaste de brune Kjoler og iføre sig røde, for saaledes med denne levende Farve des mere at stikke de foeminine Engle i Øinene og gjøre deres Lykke!"

Jeg saae paa Manden og hans hele Omgivning, og mærkede da nok, som alt Tommeliden fra Sirius sagde mig, at man ikke ved Døden strax gjør noget Saltomortale i aandelig Fuldkommenhed. De menneskelige Naragtigheder, Feil og Ufuldkommenheder ville endnu en Tid hænge ved det aandelige Jeg, naar det alt svæver over de første Egne hiin Side Graven.

En rank, qvindelig Skikkelse, i hvis Ansigt lyste den inderligste Ømhed og Kjærlighed, tiltrak sig min Opmærksomhed; det var en Moder, som denne Nat var død af en epidemisk Sygdom; kun nogle faa Skridt fra hende sad hendes kjære lille Dreng, der nogle Timer senere var fulgt efter. Længselfuld strakte hun Armene efter ham; endnu tonede Barnets fromme Trøst ved hendes Dødsleie, da han med Livsflamme i Hjerte og Øie trykkede sin Moders Haand i den fattige Hytte.

Græd ei Moder, ellers døer Du jo,
Lægges ned i Jorden, som min Fader,
Gaae dog ikke fra mig begge to;
Jeg døer med, naar Du mig reent forlader.