— 129 —
Luften var formørket, det saae ud, som det skylregnede, men da jeg, gjennem St. Peders Briller nærmere betragtede det, mærkede jeg, at det var bare Nytaars-Ønsker; da tænkte jeg paa mig selv, som vist ikke fik mange af disse, og for ikke at være Stedbarn kom jeg med:
Nytaarsønsker til mig selv for hele Livet.
O gid — (ja jeg ta'er Munden fuld,
Man faaer jo lige meget) —
Jeg snart maa faae tolv Tønder Guld,
Men Guld, som et mit eget.
En Kjælder, altid fyldt med Viin,
Hvor meget jeg end drikker,
Befrielse fra al Latin
Og tørre Grammatikker.
En deilig Brud, ja hille den!
Det er det bedste Stykke!
Thi ak! døe hen som Pebersvend,
Nei fy for en Ulykke!
Ni ægte Venner! — nei kun tre.
Ni kan der aldrig være!
En Fremtid uden Vok og Vee,
En Digterkrands med Ære.
En god Forstaaelse med Gud
O alle Recensenter;
Og naar tilsidst mit Lys gaaer ud,
Man mig til Himlen henter.
Rask sprang jeg nu i Baaden, saae i Aanden allerede Undiner og andre Madammer, stødte fra Land; men i samme Øieblik fik baade jeg og Baaden saadant et Puf, at jeg nær havde vendt Benene i Veiret. Forskrækket saae jeg omkring mig; da stod der en gyselig Rosmer
