— 130 —
Havmand i Vand indtil midt paa Livet og havde slaaet en Klo i Baaden; Manden saae gyselig ud; hele Hovedet var, istedetfor med Haar, besat med Penneposer der strittede ganske forskrækkelig, og istedetfor Skjæl var hans lange Hale smykket med en uhyre Mængde Rygge af Bøger, hvorpaa man kunde læse disses Titel.
"De har," udbrød Manden, "kaldet Deres Bog: Fodreise til Østpynten af Amager, og nu vover De at gaae længer!"
Det foer mig iiskoldt ned af Ryggen, thi nu mærkede jeg at Vandmanden var ingen anden end en Recensent.
"Deres hele Reise," vedblev Manden, "er et Chaos af forvirrede Ideer, opkogte Reminiscenser og i det Høieste et mislykket Eventyr; var det endda en mislykket Roman, men et Eventyr er en Chimære, som ikke existerer i Livet."
"Og mig forekommer det dog," svarede jeg, i det jeg trak mit Modsorgan ved Haaret, for at faae det større, "at det menneskelige Liv, Aanden som lever og virker i os, er det saare meget beslægtet; kunde vor Sjæl med alle sine Følelser og Ideer leverede afpræge sig paa Papiret, da vilde man faae det underligste Eventyr, der endnu var læst. Fryd og Smerte, Fornuft og Vildfarelse danne de store Capitler, og gjennem det hele gaaer der, som i Eventyret, en uudgrundelig Traad. Her sniger just den værste Don Juan sig om og myrder Uskyldigheden; her bygger Phantasien sine stolte Babeltaarne, hvorfra Tanken, som en vinget Cherub, svinger sig op i det Uendelige."
"O snik snak!" sagde Manden. "Der er ingen Ting ved Dem eller Deres Bog; der bliver aldrig noget
