— 131 —
af Dem; troer De, at jeg skulde være den Sidste, der opmuntrede, dersom jeg mærkede mindste Spor af Digteraand? — Nei, gaa De heller hen og lær at sye Skoe, eller snit Svovlstikker, saa gjør De dog Noget. — Jeg er ikke den Første, der siger Dem disse Sandheds Ord; Deres gamle Skolemadamme, en fleersidig, upartisk Kone, har endnu tydeligere sagt Dem det, da hun hver Dag fortvivlede over Deres mageløse Stupiditæt; "nei der bliver aldrig noget af ham!" — — — men jeg er selv ikke klog, at jeg vil spilde Tiden med saadan Tale, men med det Første skal De paa Tryk høre fra mig; — naar De seer en uforskammet Recension, saa kan De vide, delt er fra mig."
"O Gud hjælpe mig! det er bestemt min lærde Amagerkone, der har forklædt sig," sukkede jeg. "Men Kjære! viis dog Skaansel mod en ung begyndende Forfatter! Siig mig Feilene! giv mig Grunde …;"
"Grunde!" svarede han, "naar har De hørt, at Folk af min Race give Grunde! Gaa i Land, snart skal De høre fra mig."
I samme Øieblik slog han mig med sin Stok lige over Næsen, saa St. Peders Briller fløi over Bord og forsvandt i Bølgerne, og med dem var ogsaa Vandmanden borte; men jeg stod flau og ene ved den nøgne Strandbred, og følte mig intet mindre end skikket til at skrive et smukt Slutnings Capitel.
Hvad er nu her at gjøre? — jeg veed kun een Udvei; Vandmanden lovede mig en Recension, maaskee Læseren vil kjøbe denne, naar den kommer ud, og lade
