— 2 —
men det var ham haardt at stampe imod Braaden; Have og Søer, Floder og Bække havde hørt den Herre Jehovas Ord og vare, som Skyerne, hans Villie underdanige. Da grundede Satan i tre tusinde Aar, og paa det fjerde sprang han op og raabte: "Funtus! jeg har det! — Fra Menneskene selv skal det Onde udgaae; en ny Vandflod skal overskylle Verden, skjøndt han sagde: "det skal ikke komme Flod herefter at fordærve Jorden." Og Satan kaldte paa alle sine Vasaller og sagde: "Messieurs! drager ud over den hele Verden og forfører Adams Sønner til at blive slette Skribenter; fra dem skal da Vandfloden udgaae, der fordærver Jorden. Jeg vil gjøre mit, gjør I nu Eders." Og de gjorde, som han sagde, og strax flød der Vand i Øst og i Vest, i Syd og i Nord; det strømmer endnu og vil fordærve Jorden.
Enhver maa troe, at jeg af alle Kræfter stræbte
imod, men Kjødet er skrøbeligt; den Onde havde nu
engang sat sig fast i Kroppen, og jeg maatte afsted.
Hvorhen jeg i dette kritiske Øieblik saae, vare alle
Poesiens Landeveie saa befarne, at jeg let kunde vælte
og, om ikke brække Halsen, saa dog en Arm eller et
Been. — Hvor skulde jeg hen? Ud maatte jeg. — Da
stod Amager mig som den bedste Tumleplads for mit
unge brusende Blod; denne Vei forekom mig endnu ikke
at være befaren af nogen poetisk Rytter. Jeg grundede
lidt; læste de Steder i Nyerups "Kjøbenhavns Be-
