— 6 —
men venlig stod hun for mig, og vinkede — som Aanden i Hamlet. Underlige, brogede Phantasiebilleder svævede rundt om hende og syntes, halv i Spøg halv i Alvor, at opføre luftige Dandse.
Rask gjorde jeg et Skridt fremad for at gribe hendes Haand, da styrtede Amagerkonen til og skreg i høieste Smerte:
"— — ha miser,
Quanta laborabas Charybdi!"
Lad ikke Din ungdommelige Phantasie forlede Dig! Kun i en classisk Slaabrok kan Du naae til Maalet. — Og er det endelig det Overnaturlige, det Hoffmanske i Livet, Du stræber efter, ogsaa det skal Du da see store Glimt af hos mig. I Børsens yderste Ende er Møbelmagazinet; der dandse i Midnatstimen alle Comoderne en frygtelig Spøgelse-Menuet, og — —"
"Det kjender jeg nok fra Washington Irwing!" afbrød jeg hende; "troer De ikke jeg har læst den kjække Dragon?" — Med Færdighed, dog uden at fornærme hendes Kjøn, stødte jeg Fristerinden til Side og greb den Bleges Haand; men nu fik hun ligesom et Slags Bersærkergang. Hun bød mig først Æbler, Valnødder og rosenrøde Sukkergrise, men jeg blev urokkelig; tilsidst, efter at have forsøgt ethvert Middel, trak hun i Raseri en lille Bog op af Lommen (det var min Fodreise); med et satanisk Smiil malede hendes spidse Pegefinger luende Ziffre paa Bogens Ryg. "Vaas" stod der.
"Det skal der staae, saalænge Bindet varer", Udbrød hun, "saaledes vil man benævne Din Bog; kaste den
