— 7 —
bort, naar man har læst halvandet Blad; snart vil Høkeren, som Prometheus' Grib, sønderrive dens Indre og om Sukker og Sæbe sende den Ud i den store By. — Ha miser! følg kun Din deilige Brud; maaskee fletter hun Dig Sivkrandsen i de vaade Haar, det bliver Din Digterkrone; farvel med Dine brogede Drømme!"
Da rev jeg mig løs og ilte afsted med den Blege, skjøndt Amagerkonen endnu declamerede mig af Horats:
"Vix illigatum te triformi
Pegasus expediet Chimæra."
Allerede var jeg udenfor Cancelliet, da min Blege
med eet forsvinder. — Hendes Nærværelse var rigtignok
ikke længere nødvendig, eftersom jeg nu havde bestemt,
hvilken Vei jeg vilde gaae; men jeg fandt dog, at
Afskeden var lidt kold og altfor pludselig. I det jeg seer
om efter hende, svæver der mig et qvindeligt Væsen op
ad Cancellie-Trappen; jeg troede, det var min Cicerone,
og greb hende derfor ved Armen. Hun udstødte et
smerteligt Skrig, og jeg mærkede snart, at det var en
mig aldeles ubekjendt Dame. Klæderne hang i Laser
paa Kroppen, og Haaret fløi vildt om Skuldrene som
paa Rolf Blaaskjægs Kone. Ansigtet, Halsen og
Armene bare kun altfor tydelige Spor af, at barbariske
Hænder havde mishandlet hende.
"Dræb mig ikke! piin mig ikke!" streg hun: "ved Alt, hvad der er Dem helligt, lad mig være!"
