— 9 —
"I Sandhed, min Naadige!" sagde jeg tilsidst, "De har Grund til at hade Verden; men det falder mig ind: De har dog mange værdige Sønner; men selv disse, forekommer det mig, behandler De lidt stedmoderlig. De forsørger dem kun daarligt! — — Ja, kunde Digteren klæde sig i Blomsterblade, drikke Morgenrøde og flagre som en Sommerfugl gjennem Livet, saa var Alt meget godt. Men De synes at glemme, at Deres Børn have ikke ganske Deres aandelige Natur; Livet kræver ogsaa noget af det Solide, og derfor savner Digteren saa tidt grumme Meget."
"Ak ja!" afbrød Musen, "Skinnet er imod mig; men betænk, der er ingen Moder paa den hele Jord, der har saa mange Børn som jeg. Gud veed, jeg gjør Alt, hvad jeg kan; men det vil ikke strække til at føde dem Alle. Og det er just mit ømme Moderhjerte der gjør, at jeg ikke lader Enkelte faae i Overflødighed, da saa de Andre reent maatte sulte ihjel."
I dette Øieblik foer den Tanke i mig: Du maa holde paa hende og faae din Fodreise besungen i Jamber; men hun mærkede vist min Hensigt; thi i samme Nu rev hun sig løs og svævede op ad Cancellie-Trappen. Jeg saae hende svinde sammen i et ubetydeligt, lille Punct, for saaledes at slippe gjennem Nøglehullet ind i det danske Capitolium.
