— 10 —
Tredie Capitel.
Alvorlige Betragtninger ved at høre Vægterens: "Nu er det paa de Tider, man føier sig til Seng." — Læseren gjør Bekjendtskab med en ung Digter og hans gamle Tante. — Et Spring tre hundrede Aar frem i Tiden, som Forfatteren slipper, i det Mindste med hele Lemmer, fra.
Nu traadte jeg da gjennem den første Slots-Port, var altsaa paa den Grund, hvor Axelhuus fordum har staaet; maaskee stod jeg endog paa den Plet, som Biskop Absalon eller selv Valdemar den Store havde hædret med at betræde. Brogede Ideer krydsede mig igjennem Hovedet, snart saae jeg paa Slottet, snart paa Bibliotheks-Bygningen, da slog Klokken 10, og Vægterne istemte deres Qvad i Gader og Stræder: "Nu er det paa de Tider, man føier sig til Seng." — Hvilken dyb Betydning forekom der mig ikke at ligge i disse faa Ord. — Kun to Timer til, og det gamle Aar vilde ogsaa "føie sig til Seng" for aldrig mere at staae op.
Der griber mig ofte en underlig Følelse, naar jeg om Aftenen slukker mit Lys og lægger mig til Ro. Vi vide ikke Øieblikket, vi indslumre, og endnu mindre, hvilke Drømme, der skulle beskjæftige Sjælen. Det er et underligt Forbillede paa Døden. Naar Manden med Leen kommer og synger for os: "Nu er det paa de Tider, man føier sig til Seng", da lægger ogsaa Mennesket sig stille hen, lukker Øiet, men veed vi heller, hvilke Drømme, der ville vise sig i denne Søvn for hans levende Aand. —
