— 12 —
pet, Havet slaaer Pauker, det gule Lov svinger sig i en lystig Vienervals, og træt af Springen og Dandsen lægger Madammen sig til Ro i det lille, hjemlige Sovekammer; Vinteren dækker hende til med sit Sneelagen, og Frost og Kulde, to gamle Snedkersvende, slaae Laaget til; — sov da vel, du gamle Aar! —
Midt under disse alvorlige Betragtninger hørte jeg en klagende Lyd, der syntes sympathetisk at ville smelte sammen med Hjertets Veemod. Efterhaanden blev den stærkere, og det klang næsten som et grædende Barn. Jeg vendte mig efter Lyden, og opdagede øverst paa Vandposten, der stod nok saa pyntet med sin vinterlige Straapels i Maanskinnet, — en lille Kat.
Den var saa bleg og mager, sad saa ene imellem de kolde glimrende Iistapper, der hang paa Posten, og klagede sig i den lange Vinternat.
Ja, der gives Øieblikke i Menneske-Livet. hvor Alt anderlig opklaret sig i vort Indre, hvor vi ligesom kaste et Blik ind i Aandeverden. Jeg veed ikke selv, men Tiecks: "gestiefelter Kater" og Hoffmanns: "Kater Murr" svævede mig for Sjelen. Hvo tør afgjørende benægte, at Dyrene have Fornuft, Følelse, og et indbyrdes Sprog? — Maaskee staaer den Lille hist, venne- og frændeløs i den vide Verden; maaskee er det en smægtende Elsker, der giver sin Pige en Serenade, eller en begeistret Yngling, der, paa sin Maneer, udaander sine Følelser i elegiske Sange; — Saaledes tænkte jeg, og lidt efter lidt opklarede Alt sig i mit Indre, jeg
