— 13 —
begyndte at fatte Betydningen i hans Toner, tilsidst forstod jeg hvert Ord.
Det var en ung Digter, en med Kater Murr beslægtet Aand, der, som andre Unge Digtere, udaandede sin virkelige og selvdigtede Smerte; for hvem Barndommen stod i et glimrende Lys, men Nutiden i kulsort Nat o. s. v.
"Arme Digter, arme Kat!" udbrød jeg, men han hørte mig ikke, med blege Kinder og røde Øine sad han der i Maanelyset og sang paa en gammel Melodie sit:
Før og Nu.
Der var en Tid, da jeg var meget lille,
Men gjorde rask de allerstørste Spring;
Med lyse Farver saae jeg Livet spille,
Jeg var saa barnlig, vidste Ingenting.
Om Natten saae jeg da paa Himlen oppe
Smaa Muus at slaae;
De skinnede med deres Sølverkroppe,
Som Stjerner smaa. —
— Nu blev det Morgen. — Af de gyldne Skaaler
Flød Liv og Dag,
Og Taget blev mig da i Solens Straaler
Et Rosenlag.
— Nu var jeg Yngling, Dalen blev mig trang,
Mig Fuglen vinked' opad med sin Sang.
Ak Taget stod saa skjønt i Solens Skjær,
— Hist oppe var jeg Himlen mere nær. —
Vældig længsel drev mig frem,
Thi forlod jeg Barndoms Hjem,
