— 15 —
O, da vilde jeg tilbage til det kjære Barndom Land,
Til dets Roser, til dets Fløde, hvor jeg følte mig en Mand;
Hvor jeg legede og drømte, at mig Himlen var saa nær,
Og hvor alle Stjerner syntes mig en snehvid Muse-Hær.
— Jeg sprang derned, men der var ei som før
Man havde lukket for mig Husets Dør.
Nu stod jeg ene midt i Verdens Vrimlen
Og følte banlyst mig fra Barndoms-Himlen.
Min Sol er sunken hist bag fjerne Tage;
Nu har jeg kun Erindringen tilbage.
Jeg staaer i Verden ene og forladt,
Thi brist mit Hjerte, brist i denne Nat.
Saa qvad den Unge Sanger, og Tonerne hendøde
i en rørende Miauen; da saae jeg en tyk, fort, qvindelig
Kat, der under Sangen havde lyttet til, klattre op paa
Posten og omslynge den unge Digter. Hendes Udvortes
og nogle faa Ord sagde mig strax, at det var en
gammel Tante, der ved sin Yndlings Udbrud var sat i en
salig Begeistring.
"Tak, Du sødeste Dreng!" udbrød hun, "tak — det kalder jeg Poesie; det er Følelse!" — her trykkede hun den unge Kat til sit bankende Hjerte, holdt hans Pote fast i sin og vedblev med gnistrende Øine:
"Ja min Søn, Du er Digter! miskjend ikke Stemmen i dit Bryst; lad ikke den kolde Mængdes Blindhed skræmme Dig fra Maalet, Skjæbnen satte for Dig. Du har faameget Genie for det Rørende, det Saliske, der saa levende taler til Hjertet, o Mons! Du kan aldrig have Grund til rigtigt at fortvivle! —"
