— 18 —
saa forskjellig bedømt; en ringe Omstændighed kan ofte bidrage saare meget til den gode eller slette Mening, man fatter om ham; de fleste kunne ikke selv give nogen Dom, men for dog at sige Noget, komme de frem med hvad de have hørt Andre sige, og saaledes .... men Du bliver mig jo ganske alvorlig! sødeste Dreng glæd mig dog endnu engang med at recitere Dit deilige Digt; det vinder saa meget ved din rigtige Declamation. Sandelig, Du skulde holde Oplæsninger til Vinter, Du vilde vist faae et talrigt Auditorium af Damer" —
Digtet blev atter oplæst med al den unge Kats Følelse; Tanten græd; Digtet var endt, og han bad hende nu at synge.
"Ak Du kjæreste Dreng!" svarede hun, "jeg har ingen Noder med og kan slet Intet udenad!"
"O Lidt af Donna del Lago," bad Digteren, "eller hvad Tante selv vil."
Efter at hun nu havde undskyldt sig med Forkjølelse og fremsagt den almindelige Indledning, begyndte hun da paa Mozarts: "Non so piu coso son, cosa faccio", som hun rigtignok tog noget falsk; men den unge Digter var lutter Øre. Nu begyndte han at slaae Tact med Poten; ja lidt efter at nynne ganske sagte med, for, ligesom mange Damer ved lignende Leiligheder, at give tilkjende, jeg kan ogsaa synge den, og jeg har en ret vakker Stemme. Tilsidst blev det mere lydeligt; det var en heel harmonisk Duet, der snart bruste i det stærkeste forte, snart hendøde i et smægtende piano.
