— 19 —
Da nærmede Skjæbnen sig i det Samme, under Skikkelse af en gammel Vægter, og svingede sit jernbeslagne Spyd imellem dem, i det han udbrød: "I Satans Pak! hvad er det for et Skraal?" — Tanten styrtede ned af Posten med den unge Digter i sine Arme, og som et Lyn forsvandt de begge i forskjellige Hjørner af Gaarden.
"Das ist das Leben, das ist das Glück!" maatte jeg udbryde med Jean Paul. Er her et Øieblik Ro, hvori to ligestemte Sjæle sympathetisk smelte sammen, da træder strax Skjæbnen frem med sit Jern-Scepter, og skiller dem langt, langt fra hinanden. — Jeg blev ganske rørt over den unge Kat. Maaskee han dog havde Grund til sin Melancholie. Hvem veed, hvorledes han hendrømte sin glade Barndom. Med et varmt Hjerte, dyb Følelse og en levende Phantasie styrtede han ud i den vide Verden, og istedet for glimrende Trylleslotte, fandt han kun den kolde Virkelighed. Hvor mange prosaiske Katte ere der ikke i Livet? Og hos de mere Dannede er der saa megen Falskhed, at det endogsaa er blevet et Ordsprog, "at være falsk som en Kat". Man skulde egenlig græde sit hele Liv igjennem, dersom det kun ikke blev saa eensformigt. Ja kunde man som rolige Tilskuere sidde og see paa det hele Skuespil og ikke selv var nødt til at spille en Rolle med, hvor man tidt, som den unge Kat, faaer et Slag af Skjæbnens Morgenstjerne, saa vilde det hele Livs Drama endogsaa være meget interessant. Men Touren kan maaskee nok komme til os. Hvem veed, om ikke alle de Afdøde nu sidde
