— 21 —
Paaklædning var ganske underlig og fremmed; Karreterne meget anderledes end de sædvanlige, og for nogle, forekom det mig, var spændt store Ørne. Jeg stirrede derpaa, saae rundt om mig i Gangen; ogsaa her var meget forandret. Istedetfor Staldportene vare der elegante Fløidøre; tæt ved mig hang der paa Væggen et Skab med Glasvindue, heri saae jeg en stor rød Placat, Indskriften var dansk, men saa underlig forandret, at jeg næsten maatte stave den første Linie. — Øverst læste jeg:
"Aaret 2129."
Jeg var flyttet tre hundrede Aar frem i Tiden. Det var en Opera-Placat; man gav: Roats Fald, en ny Opera efter en sand Begivenhed fra det nittende Aarhundrede. Nederst paa samme Placat stod en formelig Recension over Stykket og Spillet, hvilket i Førstningen undrede mig, da den jo maatte være skrevet før Opførelsen; men, tænkte jeg, det er Fremskridt i Culturen. Især var Afskeds-Duetten imellem Roat og hans Kone rost Uhyre meget; de Spillende skulde her ganske overgaae sig selv. — Paa selve Døren opdagede jeg en mindre Placat, der sagde mig, at her var Indgangen til Caleidoskopet. Ved at læse videre erfarede jeg, at dette var et nyt Theater, der i Form af et uhyre Caleidoskop viste al Theatereffecten fra det nittende Aarhundrede. — Det maatte jeg see; hurtigt aabnede jeg Døren og smuttede ind. Her var et smukt Locale; alle Pladserne vare besatte, men de fleste med Damer. Orchesteret spillede en Ouverture, der bestod af
