— 29 —
fulgt Fornuftens lige Landevei over Knippelsbro, saa var jeg aldrig kommen i Kagekurven. Maaskee alle mine Syner med Fristerinderne, Musen og den poetiske Kat ogsaa havde været Phantasie. Jeg besluttede nu derfor at komme lidt Vand i Blodet og nøie vogte mig for oftere at falde i en saa dyb Exstase.
Fjerde Capitel.
Søvngjængeren.
Hele sex Skridt gik jeg bestemt med disse de bedste Beslutninger; men Skjæbnen, eller maaskee rigtigere den Blege fra Druknehuset vilde det ganske anderledes med mig; neppe var jeg kommen til den anden Svingning i Colonnade-Gangen, før jeg saae en stor Mand, indhyllet i en Kappe og med Hatten ned over Øinene, tæt foran mig; han forekom mig bekjendt; for nu ret at undgaae ethvert Anfald af Phantasie-Feber tog jeg lange Skridt og indhentede snart Personen, der var ingen anden end en gammel Skolekammerat. Jeg havde endnu ikke aabnet Munden, da han alt trykkede min Haand og var et Par Punktummer inde i sin Jeremiade over Livet. Det gives Mennesker, der ret kunne udtale for Andre sine Lidelser og Elendigheder, det synes ordentlig at være
