— 31 —
Føleri pillet ud. Du er jo bleven mig en levende Taareperse og kan saaledes hverken bruges i Livet eller i en Roman; til det Første er Du for original og til det Sidste er Du ikke original nok, man kommer saa let til at tænke paa Werther og Sigwarth."
"Lykkelige Menneske," afbrød han mig, "hvem der dog havde Dit Lune! — der gives Øieblikke i mit Liv, i hvilke jeg kan ligesom gjennemskue mig selv; en heel Verden aabner sig for mig, og jeg skuer ind i en Uendelighed, der opsluger mit hele tænkende Væsen. Du ryster med Hovedet; troer ikke det Overnaturlige, der saa synlig slynger sig igjennem Alt; er det ikke et Mirakel, at Jorden hænger paa Intet? Forklar mig, hvorledes der i det lille Frøe kan ligge Spiren til et heelt Træ, der atter i det Uendelige vil bære nye Spirer. Hvad er det som gjør, at Du kan bevæge din Haand, naar Du vil det? Hvorledes staaer Tanken i Forbindelse med det Legemlige? Har Du aldrig tænkt derover? — O det er en frygtelig Følelse, at ville trænge gjennem det Ubegribeliges Slør. Det bringer kun til Vanvid, og dog henfalder jeg saa ofte til denne frygtelige Grublen. Hvad er vort eget jeg? Hvad er det, som tænker og føler inden i os? Ofte spørger jeg mig selv derom, og naar jeg da vil udgrunde det Uudgrundelige, min Tanke ligesom trænger ind i sig selv, da svinder Alt omkring mig, og jeg svæver i et bundløst Svælg, der bringer min Hjerne til at syde."
"Men, bedste Ven!" afbrød jeg ham, "Sligt maa man aldrig tænke over. Hvorledes skulde det Endelige
