— 32 —
kunne fatte det Uendelige? Aanden tør ikke ganske spille Hovedrollen i denne Legem-Verden, den kau saa let løbe paa og faae et lille Knæk. Bask den lidt med Fornuftens Birkeriis, naar den saadan vil spille Herre, saa skal Du see, at deu nok tager Skeen i en anden Haand."
"Tro mig," svarede han, "stedse har jeg kjæmpet imod, men altid komme de samme Tanker tilbage under alle mine Beskjeftigelser. — Det kan nu være en Maaned siden, jeg en Aften kom noget sildig hjem, jeg følte mig saa sært veemodig stemt; jeg satte mig til Claveret, skjøndt Lægen har forbudt mig at spille; men det var mig, som en usynlig Haand rev mig derhen, jeg vilde ikke og maatte dog. — Ofte har jeg følt denne frygtelige Kamp, flere Gange bekjæmpet den ved at søge ud i det Frie, hvor jeg da befinder mig saa vel, ret som om jeg havde bekjæmpet en Synd; men ofte henriver Lidenskaben mig saa hæftigt at jeg maa, da bruse Tonerne underligt fra Strængene dybt ind i min Sjæl, usynlige Væsner rive mig med sig; jeg maa! jeg maa! og i mit Hjerte er det, som fulgte jeg de onde Magter og syndede. — Ogsaa denne Aften kjæmpede jeg imod, aabnede Vinduet og saae ud i den stjerneklare Nat. — O det laae mig saa tungt om Hjertet. — En Stund stirrede jeg ned paa den folketomme Gade; da greb en rædsom, levende Lyst mig til at styrte mig ud gjennem det store Luft-Rum. — Jeg gjøs, men Tanken blev mere og mere levende; det var, som Luften rundtomkring hævede mig fra Gulvet. — Jeg sprang fra Vinduet, kastede mig paa en Stol og greb uvilkaarlig nogle Accorder; da brusede Tonerne
