— 33 —
underlig fra Strængene dybt ind i min Sjæl; det var, som berørte de enhver Nerve i mig. — Det var mine Følelser, der i et Tonehav brusede for mine Øren; den smertelige Veemod blandede sig med Vanvids skjærende Jublen. Jeg vilde rive mig løs, men kunde ikke. Da aabnedes Døren, og underlige brogede Skikkelser trængte ind og fordreiede de skarpe Ansigter, snart svandt de sammen i eet uhyre Kjæmpe-Væsen, snart flokkede de sig utallige, og hver Gang de berørte mig, var det som Ild og Iis skifteviis foer igjennem mig. Tidt syntes jeg at kjende manget Ansigt i Sværmen, men naar jeg ret fæstede mit Blik paa det, grinede et hæsligt Dødninghoved med levende Øine ad mig. — Stedse trængte de ind af Døren og svævede med utroelig Hurtighed tvers igjennem hinanden. Da saae jeg midt i den brogede Række mit eget Jeg. Mit Blod isnede, jeg styrtede tilbage i Stolen og pressede Øinene sammen, men Tonerne brusede fort med en eensformig, hoppende Lyd, der maatte gjøre vanvittig. Det hjalp ikke at mit var lukket, jeg saae dog det frygtelige Jeg trænge sig gjennem Sværmen og slynge sine Arme om mig; jeg følte det knuge sig fast ind til mig, men skrige kunde jeg ikke. O det var en unævnelig Følelse for mig, da dette mit dobbelte Væsen udsugede mit Liv og Blod. Jeg svandt hen i et Intet, i et frygteligt Intet. —"
"Men kjæreste Menneske-Barn!" udbrød jeg, "Du læser mig bestemt for mange tydske Spøgelse-Historier; tag hellere fat paa Fader Holberg, saa skal Du see, at
