— 34 —
at den gamle Jeronimus nok jager alt Dobbeltgjængeriet paa Døren." —
"Kald mig kun en Phantast," svarede han, "kald mig hvad Du vil, jeg et nu engang et saadant ulykkeligt Væsen, det maa først omstøbes i Naturens store Smelte-Digel, før der kan blive Noget af mig. — Troer Du ellers ikke," vedblev han med megen Alvor, "paa Djævelens Indflydelse, paa fjendske Magter, der gribe nd i vort Liv og drage os ned i en bundløs Mal-Strøm?" —
"Ak nei," afbrød jeg ham, "jeg kan desværre ikke skyde mine Synder paa Fanden, eftersom jeg aldrig ret kan komme paa det Klare med hans Nærværelse, men Herre Gud! faae mig ikke til at philosophere, thi det siger min Recensent, jeg ikke kommer godt fra."
Vi vare imidlertid traadte ud paa Marmorbroen. Vinden greb fat i hans Kappe og løftede den til Side; tænk min Skræk, da jeg finder ham kun halv paaklædt; en Tanke foer mig pludselig gjennem Sjælen; jeg stirrede ham ind under Hatten; ja Øinene vare lukkede og Læberne bevægede sig krampagtig.
"En Søvngjænger!" udbrød jeg uvilkaarlig og gjøs i det Samme af Frygt for, at mit Udbrud skulde vække ham. — Jeg følte mig med eet draget ind i det Overnaturliges Labyrinth, jeg vidste ikke selv, hvad jeg skulde troe om Djævelen og mægtige Aander, thi ikke kunde jeg drømme om, hvad der mødte mig i dette Capitel skulde være ligesom et Slags Indgang til det følgende. Den ulykkelige Mangel paa Mods-Organ, hvilken jeg
