— 39 —
svandt ved Stormgaden. Jeg stod et Øieblik taus og stirrede efter dem, men da jeg nu intet videre mærkede, fortsatte jeg min Vandring til Amager.
Allerede tittede det store Bryggerhuus frem ved Hjørnet, allerede hørte jeg Bølgernes Pladsken mod Bropælene blande sig med Skildvagtens Snorken. — Blaataarn laae foran mig; i Tankerne saae jeg der det snevre lille Kammer, hvori en Datter af Danmarks fjerde Christian uskyldig hensmægtede i 23 lange Aar. Væggene vare sorte af Røg, og Lysningen faldt kun ind igjennem det lille Lofts-Vindue, som den barske Slutter aabnede, naar Røgen truede med at dræbe den arme Fange. Uvilkaarlig vendte jeg Øinene hen imod Druknehuset; tusinde Spøgelsehistorier promenerede i mit Hoved, men pludselig gjorde de holdt, i det jeg hørte en kraftfuld Stemme declamere Hamlets berømte Monolog:
"To be, or not to be, that is the question."
Det var Blaataarn, der i Midnatstimen declamerede een af de mange Monologer, det engang i en barbarisk Tidsalder havde lært af en, der indespærret, Kunstbroder. Jeg følte mig ganske underlig stemt midt i denne levende Omgivelse. Alt fik en høiere Betydning; jeg selv forekom mig ikke at være en stakkels studiosus philologiæ & philosophiæ, der en Vinteraften travede paa sine egne Been til Amager, nei, da jeg saae den lange Bro foran mig, forekom jeg mig selv at have største Lighed med Xerxes ved Hellespont. Begge droge vi ud paa Erobringer, han, for at give Historieskrivere Stof, jeg, for at finde noget til mit første literaire Arbeide. Med