— 42 —
seet Lyset. Nysgjærrig hørte vi Alt, hvad hun fortalte os om ham, hvorledes de Syner, der bevægede sig i vort Indre, viste sig lyslevende for ham, naar han i de lange Vinter-Nætter sad og arbeidede, og at han da ofte maatte kalde sin Kone op af Sengen, der satte sig hos ham med sin Strikkestrømpe og nikkede venligt over til den underlige Mand, naar Phantasien tog sig altfor meget Herredømme.
Jeg fik saaledes min Fader mere og mere kjær, men saae ham aldrig siden. — O, det var lykkelige Barndoms Dage! da kunde man hænge paa Snoren i den lune Stue, om Dagen høre Svendenes Spøg og lystige Salige og om Natten de underligste Eventyr. Men snart slog Skilsmissens tunge Time, vi Børn bleve revne bort fra vor Moder og sendte hen i en Skole, det vil sige i en Bogbinders Værksted, for at faae den Politur, der var os nødvendig, for med Anstand at træde ind i Verden.
Intet Menneske er vist paa de haarde Skolebænke blevet saaledes præsset, beklistret og beskaaret, som vi. Hvergang en Kammerat fix og færdig forlod Skolen, følte jeg doppelt mit piinlige Liv og misundte, som en anden Buckthorne[1], de Lykkelige, der nu frie turde flagre ud i den deilige, brogede Verden.
Endelig slog min Forløsningstime, jeg var nu færdig til at dimitteres og blev da med andre dannede og
- ↑ Washington Irvings: En Reisendes Eventyr.
